Scenekunstforestilling

Link til trailer og glimt fra våkenatten:

https://www.youtube.com/watch?v=QSEaeK3qQ_M&feature=youtu.be

 

42 skygge farge ragni fint MVI_2524 (0.00.00.01)

43 sal skyggefarge+ingerMVI_2525_00000

IMG_2201Foto: Tormod LindgrenNATTENS LYS

Nyhet:

Her kan du lese teolog og forfatter Gyrid Gunnes sin opplevelse av våkenatten i Kulturkirken Jakob sist vår. Teksten sto på trykk i BLA september 2016.

gyrid-gunnes-om-nattens-lys

 

NATTENS LYS

En eksperimentell våkenattsmesse, fra solnedgang til soloppgang, basert på Gunvor Hofmos poesi.

En performativ installasjon, et stille teater, med skyggespill og orgelklanger, der diktene er det man møtes i.

Hofmos grunntema er natten. Det er på tide å dedikerer en natt til hennes stemme.

I fellesskap vil vi våke. Vi vil sitte sammen til det lysner.

 

Lørdag 11. april 2015 

Dørene åpnes kl 20.00

Kulturkirken Jakob, Oslo

Fri entré / donasjon

 

Arrangør: Nattens Lys og KULT – Senter for kunst, kultur og kirke

Prosjektet er initiert og ledet av Christina Lindgren og Liv Kristin Holmberg.

 

Medvirkende:

Dukkespillerne Gisle Hass, Ragni Halle og Ella Honeyman-Novotny

Kontratenor Hubert Wild

Majorstuen barne– og ungdomskor med dirigentene Sindre Beitohaugen og Julie Kleive

Orgel / klaver Liv Kristin Holmberg

Lysdesign Marianne Thallaug Wedset og forarbeid skyggeteknikk Cecilie Graven Engseth

Lydarbeid Liv Kristin Holmberg, Alexander Rishaug og Stefan Thorsson

Danser / koreograf Inger-Reidun Olsen

Verter/vertinner Morten Meyer, Toril Taraldsen, Kari Rød, Per-Øyvind Lindgren, Ingvild Hellesøy

Talere Alexander Carnera, Åse Minde, Per Størksen, Kari Saanum, Håvard Rem, Vilde Lofthus Rooth

Hjelpere Svante Løwenborg, Tormod Lindgren mfl.

Rådgivere Knut Erik Tveit, Sidsel Pape, Trine Falch

 

Samarbeidspartnere

KULT – Senter for Kunst, kultur og kirke, Kulturkirken Jakob, Gaustad Sykehus ved Spiseforstyrrelsesklinikken ved Åse Minde og Kari Røed og Gyldendal Norsk Forlag.

Samarbeidspartnere innlesningsaksjonen

Korskirken i Bergen, Vaar Frues Kirke Trondheim, Nordenfjeldske Kunstindustrimuseum, Bergen Offentlige Bibliotek, Gaustad Sykehus, Kirkens Bymisjon.

Prosjektet er støttet av Norsk Kulturråd, Fritt Ord, Oslo Kommune, Fond for Utøvende Kunstnere og Fond for Lyd og Bilde.

Takk til Tor Guttormsen og Gyldendal Forlag for tillatelse til bruk av diktene.

Takk til Kulturkirken Jakob og KKV ved Erik Hillestad.

 

Velkommen!

http://www.jakob.no/program/Nattens-Lys-v-15/

http://www.paskeogpasjon.no/2922

https://www.facebook.com/events/1536513936612666/

 

24 skygger ragni fint MVI_2490_00000Foto: Tormod Lindgren

 

 

Utdrag fra talene under våkenatten:

 

Håvard Rem

Lang kveldsbønn

(fra 30 40 50, 2012)

 

Du som ser meg med øynene som ser når jeg drømmer

Du som hører meg med ørene som lytter til tankene mine

Du som springer ut i nervegrønne nåler på granene hver vår

Som vokser som kram snø i Hispaniolas sukkerrør

Som råtner i høstens overskudd av epler og poteter

Som hviler som en midnattssol over bevissthetens horisont

Du som tegnene vender seg mot

slik ensomheten vender seg mot tegnene

Jeg har ingen tale

uten en å tale med

i dette rommet livet århundret

 

Du som gror i såret som gror

Du som danser i nordlyset over dem som sover sammen

og dem som sover hver for seg

Du som fikk navn de som tror på deg klynger sin tro til

Navn de som ikke tror på deg klynger sin vantro til

Hvor er du i kulturen?

Hvor er du ikke i naturen?

 

Du som banker i navlestrengen

Du som skvulper om morkaken

Du som er i alt som skyldes at vi er her

Du som lever i alt som skyldes at vi lever

Du som påkalles av oldingens abba på en benk i bedehuset

Du som skriker i spedbarnets hals

Du som drømmer dumpe lyder på repeat i den ufødte

Du som fester deg til livmorveggen

Du som skyter friske skudd

Du som fyller hulrom og hode, mitt beger flyter over

 

Du som vil liv:

Du som for hundre slektsledd siden ville livet som lever nå

Du som i dag vil det livet som lever om hundre slektsledd

Du som vil hver fødsel vil hver død hver unnfangelse

Hvor i vår verden begynner din vilje, slutter din vilje

Du som vil det nyfødte barnet:

Vil du sengen barnet unnfanges i

Vil du verkstedet sengen snekres i

Vil du smia som leverte verktøyet

Vil du sedlene sengen ble kjøpt for

 

Du som fyller jorden med forvirrede barn

Med voksne som truer eller trues av seg selv

som elsker på autopilot slik spedbarn vrir seg etter brystene

uavhengig av jordens rotasjon, morens mentale tilstand

farens eventuelle nærvær, krigshandlingene i nabolandsbyen

og viruset i melken

Du som er vilje eller virkning i lysten som fyller jorden med

mødres hyl og spedbarnskrik

Du som er vilje eller virkning i smerten vi passerer på vei

inn eller ut av livet du ville

om ikke på jorden så et eller annet sted i en eller annen form

Månen passerer vinduet, er den vilje eller virkning?

 

Som vi ser for oss i evnen til å se for oss det som ikke finnes

Du som vi vender tilbake til ved dagens slutt,

ved tankens slutt

Har din vilje fjernet seg ti milliarder lysår fra virkningen

Du som jeg så dem tilbe der de rugget foran Klagemuren

Du som jeg hørte min mor sukke til bak en soveromsdør

Du som står i alt som sanser seg selv i alt

Du som lever i alle som sanser seg selv i en annen

Du som vil liv:

Du var du er i lyset som sprengte seg synlig

i mørket før mørket

Er det første lyset vilje? Er soloppgangen virkning?

Er den nyfødte din vilje, du som vil liv

Hva er vilje, hva er virkning, skapte du, skaper du liv

Overlagt Forsettlig Uaktsom Bevisstløs i

gjerningsøyeblikket

 

Du som har oss småbarn kjær:

Se til henne, hun var seks år, hun sover rusen ut

Når hun er død kan hun ha øynene åpne

Når hun er ruset kan hun se på meg

O du som fyller alt i alle

Som skaper liv om alle land lå øde

Som banker i blodet i lemmet som skaper liv

Er du i lemmet hun foldet munnen om i førersetet

som hun lente seg over fra passasjersetet

Hånden dekket hodet, bilen sto stille, hun sover

Var du i blodet som banket i lemmet

Du som var i blodet som banket i hånden

Er du hvor er du ikke

 

 

Du som sådde et univers med ukjente grenser av kulde av

ensomhet sorg

Du som vil liv: livet du vil har virkninger av smerte

Du som vil liv: du ville lysten som avler liv

Du som ville lysten, ville smerten som stråler der lysten

strålte

Du som vi formet i ord som fylte tomrom i små barns hoder

Du som regjerte riker på jorden

Du som sto trygt bak loven som nuller bak et grunntall

Du som ga tyngde til øksen bøddelen lot falle

Du som ble gjenstand for meningsmålinger og flaggheising

 

Du som er i den innerste vilje til liv

Du som er den innerste vilje til liv

Hva er den innerste vilje til liv i meg

Du er ingen i objektsform

 

Du som hjemsøker fedrenes misgjerninger

på deres barn i tredje og fjerde ledd

Du som de påkaller fra minareten i Dahab før soloppgang

Kort før stemmeskiftet som skal skylle gjennom min sønn

Han sover med ansiktet vendt mot de blå vinduslemmene

du siver gjennom

 

Du som puster livets ånde inn i mine nesebor

Du som lar din sol skinne over Colombias colaplanter

Du drysser over ditt skaperverk ørsmå diamantnøkler

som åpner døren til heisrommet i kjødets kjølige kjeller

Du som banker i blodet

Du som lar regnet falle over Kabuls valmuer

som velsigner oss med nattens søvn og livets død

som senker en rus i blomstene

som faller som dypvannsbomber av fred i våre bukhuler

Du som er tekstens objekt slik teksten er ensomhetens

medium i hybelnotater og helleristninger

Som åpnet livmorens øyne i hennes blinde drøm om livet

Du som banker i hånden som griper om kniven pennen

blomsten kanylen strupen

Du som ikke opphører å banke i hånden som slipper strupen

kniven knappen i bombeflyet

Du som motvirker materialtretthet i metallet i jernbruden

Hvor, ved hvilket fingerledd forlater du hånden som griper

om strupen

 

Du som lar din sol gå opp over gode og onde

Du som banker i blodet i hånden som kjærtegner

Er du i hånden som slår?

Du som banker i blodet i hånden som slår

Ved hvilket ledd forlater du fingrene som knyttes til slag?

Er du i slaget?

 

Du som lar det regne over dem som gjør rett

og dem som gjør urett

Er du i slaget som synker i vevet

I smerten som brister i vevet

Er du i huden som rødmer?

Er du i blikket som viker for en utstrakt hånd?

Er du i smerten som samler seg i vevet og reiser seg til slag

 

Du som er i smerten

Er du i bedøvelsen i blodet i armen hennes

som stanser slaget tre slektsledd før tiden

Hundre år før volden skulle ha ebbet ut

som bølgeskvulp av nerver i et oldebarn

eller vokst til nye voldsbølger

 

Er du i bedøvelsen i blodet i armen hennes

som stanser volden i sin egen kropp

med sin egen kropp

Er du i henne som bærer andres skyld

og segner under børen på et offentlig toalett

Er du i liket de nesten får liv i,

du som banker i blodet i hånden som slår

Du som er i alt som skyldes at vi er her

Du som lever i alt som skyldes at vi lever

 

 

—————————————————–

 

14 barn snurre-jeg vil hjem MVI_2475_00000

17 barn ut fra platting MVI_2479_00000Foto: Tormod Lindgren

 

Alexander Carnera

 

Vi har gjort verden forståelig, men kun i dens realisérbarhed. For kun det realiserebare tæller. Her bilder vi os ind at have en magt over tingene.[i] Vi siger til hinanden: Du kan alt! Du er alt! I denne kult afhænger din frihed af at du realisere dine potentialer indenfor kulten, at du ser og bliver bekræftet i menighedens øje, uanset dens nærmere status. Som medlem af kulten (virksomheden, kapitalismen) kommer du aldrig i mål, du får kun øje på dig selv, igen og igen. Mennesket tvinges til at vælge en identitet, til hele tiden at kunne, til hele tiden kun at se det som det allerede kender eller forstår. Virkelig brud og forandring forekommer sjældent, ligner mere glasur og fernis trukket henover virkeligheden. Stillet overfor en uendelige vifte af valgmuligheder spares den enkelte nemlig fra frustrationen og anstrengelsen ved at forsøge at gøre det umulige. For kun i mødet med umulighederne – afmagten, tvivlen, udsatheden, fremmedheden – er forvandlingen mulig. Om lyset, mørket og umulighederne handler denne lille tale.

 

Den italienske forfatter og filosof Giorgio Agamben har sagt at mennesket er ”blevet blind, ikke over for sin kapacitet men sin inkapacitet; ikke overfor hvad det kan, men over for, hvad det ikke kan gøre.”[ii] Han skriver: ”Adskilt fra sin impotentialitet, berøvet den erfaring af, hvad det kan ikke gøre, tror dagens menneske sig i stand til alt, og gentager sit joviale ”det’ ik noget problem” og sit uansvarlige ”det kan man da godt”, hvor det i stedet netop burde være klar over at være overgivet til uhørte foranstaltninger, til kræfter og processer, over hvilket mennesket har mistet enhver kontrol.” (…) ”Mens ilden kun kan brænde, og de andre levende væsner kun kan udføre deres egen specifikke potentialitet – de kan kun gøre dette eller hint, indskrevet i deres biologiske påberåbelse (løven jager et bytte når den er sulten) – så er mennesket det dyr, som kan udføre sin egen impotentialitet.”[iii] Mennesket er det dyr der kan være bevidst om det som det ikke kan, det, som det ikke begriber, det, som det må stå tøvende overfor, det, som det må eksperimentere med, som det ikke kan bemægtige sig eller besidde. Men langt det meste af tiden har vi kun blik for det vi kan eller tror vi kan. Vi agere som midler til et mål men bliver sjældent overrasket når vi frem. Vi instrumentalisere lyset, målet. Det, som ligger lige for at gøre eller se, som for det meste ender med at være et spejlbillede af det vi allerede kender. Men kun i en samtale med det vi ikke formår, det vi ikke begriber, bliver det muligt at vende tilbage til et andet liv. ”Potentialitet for mørke er potentialitet for lys,” siger Agamben. Man kan nemlig ikke stå midt i lyset og se lyset. Først her opstår muligheden for forandring.

 

 

I et interview sent i sit liv sagde Henry Miller: ”Det umulige er mere værd end det usandsynlige. Det umulige er tusind gange mere tiltrækkende.”[iv] Opdraget i en liberal kultur er det ord der skurer i de flestes ører. Men det burde det ikke. Det som har kvalitet og værdi har vel altid krævet en særlig anstrengelse, at man arbejder med sin egen grænse, bevæger sig ind i natten gennem mørket, kort sagt, at man løber en risiko?

 

Fra dag til dag har jeg selv erfaret hvordan litteraturen er som et smedeværksted der omsmelter en genstand til en anden, et liv til et andet. Et værksted hvor jeg  forsøger at sætte ord på forandringen i mødet med dét som er forskelligt fra mig selv. Gradvist fjerne mig fra det jeg kender, risikere min identitet, det, jeg kender. Som om det begær som er kilde til litteraturen og kunsten også er kilde til det som forstyrre mit liv som skrivende og som levende. ”Skrivning forandre os”, siger Blanchot. Men, ”Vi skriver ikke alt efter den vi er; vi er den vi skriver. Men hvor kommer det skrevne fra? Fra os selv? Fra en mulighed i os som vi kun opdager og bekræfter gennem vores litterære anstrengelse? Enhver anstrengelse ændrer os; enhver udrettet handling gør noget ved os. Ændrer den handling at lave en bog os mere grundlæggende? Og i så fald, er det selve handlingen, anstrengelsen, tålmodigheden eller opmærksomheden ved handlingen der er ansvarlig for denne ændring?”[v] Den tyske forfatter Rainer Maria Rilke som er mest kendt for sine digte skrev flere tusind breve i løbet af sit korte liv. Mange mennesker bad ham om råd. Igen og igen vender han i disse breve tilbage til tålmodigheden som et bærende element der kan få den enkelte til at ’se lyset’. Rilke udtaler bl.a.: ”De ting der ikke kan opnås i en umiddelbar skrivelse tildrager os kun som noget uventet, noget ekstra: dette er grunden til at jeg igen er overbevist om at intet er mere værdifuldt i livet end den længste tålmodighed.”[vi]  I tålmodighedens sælsomme lys opstår den undren forbundet med noget vi endnu ikke kan se, det vi ikke allerede mestrer. Lyset tager farve af denne tøven, af dæmringens tusmørke. Og mørket er på en måde forundringen og potentialitetens farve. Undren kan være forbundet med en uro, hvor tingene synes at stå at vakle, leve på vippen og dirre. Uroen, smerten, afmægtigheden, skønheden. Livets skole er de dødes skole som den arabisk-fransk forfatterinde Hélene Cixoux har udtryk det.[vii] Det er truslen fra døden der giver liv til sprog. Man kan ikke stå midt i lyset og skrive om livet. Lyset er noget man bevæger sig hen imod. Man må bevæge sig gennem mørket, gennem natten, gennem kødet. Der er ingen klare grænser eller fikserede punkter for det at lære at se – kun en konstant tilnærmelse og tilbagetrækning. Men da bliver det heller ikke længere så vigtigt om jeg er poet, forfatter eller blot skrivende. Det bliver mere et spørgsmål om hvordan jeg arbejder. Hvordan jeg håndtere forholdet mellem liv og arbejde.

Ikke målet eller det jeg kan, men mine forsøgsvise midler og de vanskelige bump på vejen er der hvor jeg går, der hvor jeg arbejder. Det gælder for enhver der vil fortælle sit liv, at man er splittet mellem livsstrømmen, livet selv og fremstillingen af livet – han skal både leve det og skildre det. På den ene side føler han en nødvendig erkendelse, der har givet anledning til den aktivitet det er at skrive eller fortælle og på den anden side selve indrømmelsen om det der driver ham, en indrømmelse der er umulig, fordi det ikke er muligt at vedkende sig uden at det stiller sig i vejen (helt eller delvis) for aktiviteten eller erkendelsen. Det kan være en længsel, en drøm, en indsigt, en grundfølelse, uanset hvad, har vi ikke nogen direkte adgang til den. Den er altid indirekte og må fremstilles sådan, gennem fortællingen, gennem samtalen, gennem musikken, gennem skulpturen. Fortsætter man er det i en slags trods mod sig selv. En trods mod en måde at leve på, det uanstændige der omgiver én, visse nederlag, livsformer man ikke kan holde ud, en modstand mod værdier i tiden. Kort sagt, den sten i skoen der giver anledning til fortsat rastløshed, fortsat undren. Man må ”færdes midt i livet, med nederlaget.”[viii] For at kunne skrive må man værne om den negative kapacitet: ”Negativ kapacitet, det er når mennesket evner at opholde sig i usikkerheden, mysteriet, tvivlen, uden frustration at strække sig efter fakta og fornuft.”[ix]  Klarheden kan ikke tvinges frem. Og netop fordi jeg sætter stor pris på viden, på omhu, gennemtænkte tanker, på fakta, må jeg udstå usikkerhed og tvivl til de har udført sit arbejde på mig. Som Lindqvist understreger: ”Jeg behøver ikke at skaffe mig vished, men styrke min evne til at udholde uvished.”[x] Undervejs venter der måske et sted en opløsning af det, der på papiret giver ens liv mening og værdi, indtil man til sidst slipper taget i sig selv, og man forandres.

 


[i] Inger Christensen: ”Afrealisering” i Del af labyrinten. Essays. Gyldendal. 1982. s. 130.

[ii] Giorgio Agamben: Nøgenhed. Klim forlag. 2011. s. 52.

[iii] Ibid. s. 52.

[iv] Henry Miller: Èt liv er nok. Brøndum Forlag. 1991. s. 65.

[v] Maurice Blanchot: The Space of Literature. University of Nebraska Press. 1989. s. 89.

[vi] Rainer Maria Rilke: Letters on Life. The Modern Library New York. . 2004. S. 12.

[vii] Hélene Cixous: Three steps on the ladder of writing. Columbia University Press. 1993. s. 23.

[viii] Henry Miller: Èt liv er nok. Op.cit. s. 67.

[ix] Sven Lindqvist: Livstidsmänniskan. Atlas Vintage. 2009. s. 176.

[x] Ibid. 177.

 

 

—————————————————–

 1 publikum kommer inn MVI_2459_00010Foto: Tormod Lindgren

 

 

Lysets natt og Nattens lys

 

Kulturkirken Jakob

Oslo, 11-12 april 2015

 

Først et dikt av Gunvor Hofmo, utgitt i samlingen I en våkenatt i 1954. Diktet heter

 

Ord i en våkenatt

 

Han står meg nær!

 

Samme hva verden roper,

samme hva alle vil vite

står Han meg nær.

 

Han vet hva jeg innerst vil!

Han vet hva jeg enn fornekter

er jeg av himlens ild!

 

Og mine bitre ord,

Ord som jeg kaster mot Ham,

fanger Han, sier de er

min kjærlighets offerlam…

 

Slik skrev Gunvor Hofmo, nattens poet, om Han som var der i begynnelsen, Han som står henne nær.

 

I begynnelsen var alt øde tomhet

og livløst kaos[i].

Alt var mørkt som natt.

Men før begynnelsen var Kjærlighet.

Og Kjærlighet sa: Alt bli!

Og alt ble:

Lys ble[ii].

Liv ble.

Og Livets Lys, Kjærlighet,

ga lyset lys og livet liv.

Det var begynnelsen.

Det ble fortsettelsen.

Det er i dag. Og i morgen.

Kjærlighet sier det uten opphold,

i hjertet av natten:

Lys bli!

Liv bli!

Kjærlighet bli!

Og lys blir.

Og liv blir.

Og Kjærlighets kjærlighet blir til, i livets lys.

Lys er.

Liv er.

Kjærlighet er.

Om Kjærlighet står det skrevet:

 

«I Ham er liv, og livet er menneskenes lys»[iii].

«Han er det sanne Lyset,

som kommer inn i verden

og gir lys til hvert menneske»[iv].

 

Om seg selv sa Han, «Han som står [meg] henne nær»:

 

«Jeg er verdens lys»[v].

 

Nattens mørke er ikke mørkt for Ham, for

 

«natten lyser som dagen

og mørket er som lyset»[vi].

 

Natten lyser som dagen,

for Ham som har skapt både dagen og natten.

Han sa at Han var kommet til oss

 

«for å sette jorden i brann»

 

og inderlig ønsket Han

 

«at ilden alt var tent!»[vii]

 

For Kjærlighets ild er himlens ild,

som vi er av.

Den er Kjærlighets flammer,

som setter oss alle i brann.

 

Selv når natten synes å råde,

gir Kjærlighets brann lys og liv.

Men se: igjen og igjen kan svart natt komme,

mørke og kaos.

Lys blir ikke sett.

Liv blir ikke.

Og kjærlighet oppleves ikke lenger.

Natt… Mørke… Kaos… Død…

Alt annet blir borte.

For Natt kan råde.

Ubegripelig natt.

Natt i hjertet… Natt i sjelen… Natt i ånden…

Kulde. Tomhet. Sorg. Sult. Tårer. Tørst. Savn og lengsel.

Natt tar bolig i oss.

Natt slår seg ned mellom oss.

Alt er natt, bare natt.

Vi er som blinde.

Vi ser bare nattens usynlige mørke.

Vi ser ikke lyset,

lyset som er der,

dypt til stede midt i natten,

og innenfor natten.

Kjærlighets brennende lys,

så mye mer enn kun lys,

og så intenst et lys

at det blender oss… midt i natten.

For midt i natten sier Kjærlighet uten opphold:

Lys bli!

Liv bli!

Kjærlighet bli!

Og lys er.

Og liv er.

Og kjærlighet er.

For Han er lyset.

Og Han sa,

Han som «vet hva [jeg] vi innerst vil»:

 

«Jeg er Veien, Sannheten og Livet»[viii].

 

Og Han elsker oss,

elsker i oss,

elsker gjennom oss.

 

Hans kjærlighet kommer til hver og en av oss, direkte og gjennom hverandre.

Han lever i oss, lever for oss. Han lever oss.

Han dør for oss.

Og etter hans død og hans oppstandelse,

skjer det evige livet for oss, med Ham, i Ham.

Vi lever i Ham, dør i Ham og oppstår i Ham.

Så som frøet må falle i jorden og dø

for at nytt liv skal bli,

er håpets kime begravet i nattens mørke

innen det nye lyset kan skimtes.

 

Men Han sa:

 

«Jeg er Alfa og Omega, Begynnelsen og Enden.

Den som tørster, vil Jeg gi av kilden med livets vann uten betaling»[ix].

 

Og vannet, Hans nådes gave, gir det nye livet til frøet som har sovet i jordens skjød. Da skjer liv.

Så som døden er porten til Livet,

er natten porten til dagen.

Dag følger alltid natt.

Etter nattens «lille død»

kommer dagens «lille oppstandelse».

Nattens lysende mørke

åpner porten til dagens lys.

Nattens lys står frem med dagens lys.

Lys og Kjærlighet er, natt og dag.

Alltid.

Kjærlighet er, alltid.

Og vi vil alltid være i Hans Kjærlighet.[x]

Sammen,

og med Ham

og i Ham,

kan vi våke.

Dag og natt.

 

Og om våre ord til Ham i vår våkenatt skulle være bitre, sier Han at de er «vår kjærlighets offerlam». Sammen, og med Ham, kan vi fortsette å «komme natten i møte».

 

Per Størksen


[i] Jfr. 1. Mosebok 1,2.

[ii] Jfr. 1. Mosebok 1,3.

[iii] Jfr. Johannesevangeliet 1,4.

[iv] Jfr. Johannesevangeliet 1,9.

[v] Johannesevangeliet 8,12.

[vi] Salmenes Bok 139,12.

[vii] Lukasevangeliet 12,49.

[viii] Johannesevangeliet 14,6.

[ix] Johannes’ åpenbaring, 21,6.

[x] Jfr. Johannesevangeliet 15,9.

 

Bibelsitatene er hentet fra Nettbibelen, Hermon Forlag.

 

 

——————————————————-

 

 

Poesien, terapirommet, møtet og samtalen.

 

P. Gråter fortvilet og sier: Jeg har ingen ord for min fortvilelse min smerte.

T. Lytter stille til P gråt.

P. Fortsetter: Jeg har et dikt av Hofmo, som beskriver mitt stumme skrik , min ensomhet, min sorg. ” Det er ingen hverdag mer.” ”Jeg vil hjem til menneskene.”

Hofmoes dikt har skapt en gjenklang hos  P.  Det har åpnet dører til hennes sjels billedgalleri og hjulpet henne til å finne ord for sin sorg og smerte.  Gjennom å lese to av Hofmoes dikt  til  T . har hun invitert henne inn og vist henne litt av sin smerte. Her skjer et møte på  flere plan. Et møte mellom P og diktet.. Gjennom diktet  skjer også et usynlig møte med poeten. P føler at poeten har sett hennes smerte. Diktet,  har åpnet  døren til P. stumme indre smerte. Gjennom poetens ord skjer også et møte mellom P og T. Hun har fått et vitne til sin smerte og hun er ikke lengre alene.

 

I likhet med P synes de fleste at der er vanskelig å finne ord for sorgen og lidelsen. Når vi opplever smerte og tap føles det  ofte som vårt indre forstommes. Vi søker desperat etter å finne et uttrykk for smerten.  Som terapeut gjennom mange år har jeg gang på gang sett hvordan kunsten, poesien og musikken har hjulpet pasientene til å finne sin egen stemme sine egne ord for smerten og sorgen

 

Poesien står mitt hjerte nær og har vært en følgesvenn både i mitt privatliv og i mitt arbeid som terapeut og leder. Jeg har alltid vært opptatt av hva som skjer med oss når vi setter oss ned å leser. Allerede fra første setning er vi ikke bare en iaktager vi deltar .

” De poetiske bildene berører dypet før de når overflaten.”

De poetiske bildene  som vi får ved å lese poesi griper oss og skaper gjenklang  i vårt indre, selv om vi ikke forstår dem. De slår røtter i oss og blir våre egne. De har blitt gitt til oss av andre, men får inntrykk av at vi kunne ha skapt, eller skulle ha skapt bildene selv. Det blir et nytt vesen i vårt språk. Det uttrykker oss ved å gjøre oss til det der uttrykker. Her skaper utrykk Væren.

 

Spiseforstyrrelsespoliklinikken på Gaustad holder til i et gammelt erverdig bygg fra 1857. I dette bygget og i området rundt har mange begavede sjeler vandret. Blandt dem  vandret også Gunvor Hoffmo, mørkets sangerske som hun blir kalt,  der i 14- 15 år. Når jeg tenker på alle disse store personlighetene som har etterlatt sine  avtrykk i korridorene og i hagene  på Gaustad blir jeg ydmyk.  Flere av dem var begavede sjeler, men med et sart og plaget sinn, som til tross for  lengre perioder med psykisk lidelse klarte å skape stor kunst. Da vi  ble invitert til  et samarbeid med lederne for prosjektet  Nattens Lys var det en ære for oss å kunne få bidra. Sammen fikk vi skapt et fantastisk vakkert poesiromm  i poliklinikken  hvor både pasienter og personalet kan trekke seg tilbake og sitte å lytte til poetens  stemme , lese, eller selv skrive poesi. Det er et stille rom hvor vi kan lære å være mottakelig for det som oppstår i øyeblikket.

Kunsten knytter mennesket til tiden, og gjennom kunsten kan vi lære å se og lytte til oss selv og omgivelsene på en ny måte. Kunsten og poesien er et direkte talerør til vårt sjelelige landskap. Den skapet linjer gjennom livet og fungerer som sjelens arkitekt , ikke bare i terapirommet, men også i hverdagsrommet. Derfor kan kunst og poesi bli en verdifull følgesvenn i terapirommet

Åse Minde

 

nattens lys